Edmund Burke – konservatismens profet (en anmeldelse)
Den politiske debat om hvorvidt mennesket er rationelt og selv kan eller skal designe sit samfund fra bunden buldrer der udad i dag. Adfærdsøkonomi og AI er med til at give diskussionen nye nuancer. Men diskussionen er ikke ny. I moderne tid startede debatten for alvor mellem Edmund Burke og Thomas Paine i en bitter strid om hvorvidt borgerdrevene revolutioner og dyrkelsen af den menneskelige rationalitet var vejen frem mod bedre samfund. Professor Claus Bryld har skrevet en glimrende bog der gør os klogere på hovedpersonerne i the great debate.
Dette er den første artikel som er mere fagspecifik end almen-didaktisk. Tanken er, at hvis vi ved hvad hinanden underviser i og hvad der sker af nye ting inden for fagene, vil vi være bedre til at komme med tværfaglige referencer i undervisningen. På samme måde vil vi kunne få noget nyt at tale om ved kaffemaskinen. Det tror vi, vil gøre undervisningen og skolen bedre.
Disclaimer: Denne artikel har måske mest interesse for undervisere i samfundsfag.
I en tid hvor vi har en tendens til at favorisere de hurtige nyheder og til ikke at bruge tid på de lidt grundigere undersøgelser, er det rart engang imellem at bruge tid i selvskab med eksperter. Fantastiske Aarhus Universitetsforlag er et overflødighedshorn af viden og det er naturligvis også her at den første egentlige Burke-biografi er udgivet. Edmund Burke – Konservatismens profet er skrevet af Claus Bryld – dr.phil. og professor emeritus ved Roskilde Universitet. Bryld har i de seneste 50 år beskæftiget sig med Burke, og de mange citater, den omfattende litteraturliste og de mere end 600 noter vidner om grundighed og overskud.
Personligt taler jeg ofte om Edmund Burke. Det følger med til jobbet som underviser i samfundsfag. Når jeg taler om konservatisme er det i sammenhæng med de to andre klassiske ideologier, og der er en tendens til at konservatismen er den ideologi (eller hvad man nu kan kalde den) der får mindst taletid. Men jeg nævner altid Edmund Burke og hans forargelse over den franske revolution. Sammen med ham gennemgår jeg varianter af Gud, Konge og Fædreland, vigtigheden af Civilsamfundet samt socialliberale økonomiske tanker. Men det har været – hvis jeg skal være helt ærlig – en lidt overfladisk forståelse af manden selv (og det er sikkert også ok).
Hvem var Edmund Burke?
Men hvem var han så, ham Burke. Ja, det er jo det Bryld bruger en bog på at forklare, så her kun lige overskrifterne. Ultrakort: Edmund Burke (1730-1797) var en irsk-engelsk politiker og politisk tænker. Religiøs parlamentarisk monarkist med stærke holdninger imod ideen om det rationelle individs mulighed for at ny-designe stater og samfund.
Edmund Burke blev født i Dublin i 1730 af en protestantisk far og en katolsk mor. Det er værd at bemærke, da et sådan blandet ægteskab var ikke velset i den herskende engelske klasse, og var noget Burke skulle forholde sig til livet igennem. Faderen var advokat og Burke selv begynder at læse jura, da han som 20-årig flytter til London. Han afsluttede ikke studiet, da han hellere ville forfølge sin ungdomsdrøm og blive digter. Poesien kom dog ikke til at fylde meget, men det skrevne ord i form af journalistiske beskrivelser og politiske overvejelser blev hans arbejde livet igennem.
Fra 1750 – 1765 bor og arbejder Burke primært i London. Han bliver gift og arbejder for at komme helt ind i magtens indercirkel. Han bliver dog aldrig helt accepteret og han har det meste af livet økonomiske problemer (selv om han fra 1768 til sin død i 1797 bor på et stort gods). I 1756 udgiver han sin første politiske bog – A vindication of natural society. Med Brylds ord: ”Bogen bebuder Burke livslange modstand mod ethvert forsøg på at omskabe den menneskelige natur og samfundet uden hensyn til historien og traditionen. At samfundet fungerede i praksis, var langt vigtigere end nogen abstrakt ’sandhed’, man kunne spekulere sig til”.
I 1765 vælges Burke ind Underhuset i Whig-fløjen – det liberale modsvar til de mere konservative tories. Burke er en fortaler for liberale frihedsværdier og for et konstitutionelt monarki (i modsætning til et absolut), men bliver aldrig en fan af et bredt demokrati. Fra den franske revolution og frem løsriver Burke sig stadig mere fra de mere liberale kræfter i Whig-partiet – han bliver mere konservativ.
For det er jo netop Burkes hårde kritik af de politiske revolutioner – især den franske revolution - der i dag er hans politiske arv. Det er et tema der fylder meget i Claus Brylds bog – især hans mere og mere hårde debatkampe med Thomas Paine.
Burke vs. Paine
Thomas Paine (1737-1809) var en engelsk-amerikansk politisk tænker der med sit værk Common Sense gjorde sig til fortaler for menneskets naturlige rettigheder og ret til selv at danne deres samfund. Hans tanker var en del af grundlaget til den amerikanske uafhængighedserklæring.
Paine var anti-monarkist og mente ikke, at en fremmed konge skulle ikke bestemme over et andet folk. Folket var klogt og rationelt og havde ikke behov for en nedarvet elite. En elite som brugte mest tid på at mele egen kage frem for at ville almenvellet det bedste. Grundlæggende for disse tanker var ideen om naturtilstanden. Naturtilstand er en tænkt situation før der er samfund. Her er mennesket ene, frit og stærkt nogle umistelige gudsgivne rettigheder. Det ideelle samfund, mener Paine, skal ikke gøre andet end at garantere de individuelle rettigheder. Gud har skabt jorden, men alle institutioner er menneskeskabte og kan og skal derfor underlægges det menneskelige rationale. Sammen med John Locke har vi her grundstenen til moderne liberalisme.
Burke indvending var, at ingen mennesker har nogensinde levet uden for et samfund, hvorfor naturtilstanden ikke kan være andet end en abstraktion. Og er det ikke farligt, spørger Burke retorisk, at indrette et samfund baseret på en abstraktion? Med Brylds ord: ”Samfundets medlemmer var gensidigt forpligtede i forhold til det sociale hierarki, som eksisterede, og som ikke åbnede mulighed for flertalsstyre. Hvis masserne ikke viste den krævede lydighed, som moralen foreskrev, ville det blot gå ud over dem selv, thi for Burke var ’naturlige rettigheder’ eller menneskets umistelige rettigheder’ en fiktion. Mennesket er ikke et fritstående, abstrakt væsen, der kan gøre krav på et sæt uforanderlige rettigheder, men et afhængigt socialt individ. Denne deres indbyrdes afhængighed udgør grundlaget for menneskenes virkelige rettigheder (real rights). Opretholdelse af en civileret samfundstilstand er kort sagt ikke forenelig med kravet om fuldstændig frihed for den enkelte. Den konvention, ikke kontrakt, som danner grundlaget for samfundet, indebærer samtidig ophævelsen af den enkeltes ret til at bestemme over sig selv.”
Det europæisk-kristne samfund er udgangspunktet for Burkes tanker. Han bruger ikke tid på at forestille sig en fortidig idealtilstand, men konstaterer, at alle samfund bunder i en treenighed af indsigt (reason), samfundsbærende institutioner (society) og normer (precriptions). Samfund kan sagtens udvikle sig (Burke var fortaler for det amerikanske ønske om uafhængig) men det skal gøres via en forsigtighed og klogskab (prudence) og hele tiden kunne tåle at blive målt ved eksperimenter – hvis ens idé ikke viser sig at holde, skal man gå fra den. Ikke fortsætte ud ad tangent med en tanke om ”at det er nok fordi vi ikke har gjort det grundigt nok”.
Burke tillægger Paine et andet synspunkt: Ved at tillægge individer en gudsgiven ret til selvbestemmelse, vil man ende i politisk radikalisering. Det vil føre til opløsning af normer og en form for anarki. Dette baner vejen for tyranni. Bryld skitserer de to forskellige syn i nedenstående model.
Hvor Paine var en af de filosofiske grundlæggere til borgerlige revolutioner, var Burke livet igennem modstander af politiske revolutioner.
Alt er formet af konteksten
Bryld gennemgår i bogen samtidens diskussioner og brydninger. Man får en meget bedre forståelse af de forskellige holdninger til revolutionerne, til det engelske kongehus og til datidens politiske fløje i England. På samme er bliver man klogere på Burke politiske filosofi – hans syn på rationalisme, demokrati, familien, religionen og meget mere. Burke selv ændrede synspunkter flere gange igennem livet og hans egen opvækst formede hans holdninger og muligheder - som han sagde at det vil være for alle. På samme måde er tidens holdninger til Burke ændret løbende. I bogens sidste kapitel gennemgår Bryld andre anvendelser af Burke og her viser det sig, ikke underligt, at han er blevet spændt for mange forskellige vogne igennem tiden.
Burke-biografien er interessant som tidsbilledet. Men den er næsten mere interessant i dens gennemgang af hvordan syn kan ændres og på hvordan opfattelser kan få deres eget liv. Fx flere af de gængse opfattelser af Burke ikke er helt i overensstemmelse med hvad Burke rent faktisk skrev og sagde. Konservatismen a la Burke har fået sit eget liv.
Claus Bryld
Edmund Burke – Konservatismens profet
Aarhus Universitetsforlag
Kr. 300
