Mennesker sammen – om fremtidens uddannelse

Når mine kommende børnebørn har historie, vil de sikkert tage på rejser til de forskellige epoker. De vil tage på klasseekskursion til Via Dolorosa eller Trelleborg eller flytte undervisningen til trappestenen foran slotskirken i Wittenberg. De vil bare gøre det uden at forlade klassen og de vil befinde sig i hhv. år 30, 850 og 1517.

Når historietimen er slut og hologrammerne slukkes og videovæggene igen bliver gennemsigtige, er der selvstændig læring. Her vil nogle være til forelæsninger med verdensforfattere, andre vil blive guidet igennem grammatik og poesi af noget software, der ved præcist hvilke styrker og svagheder den enkelte elev har og som netop starter der, hvor de nåede til sidst. Det vil være lærerigt og underholdende, og hvis man vil se sine ord i levende billeder trykker man blot generate movie. Nogle elever har måske mere lyst til musik og jammer med Hendrix (eller hvad en guitarhelt anno 2060 nu hedder). Andre vil live teste deres kemi eller biohacke grøntsager.

Nogle holder måske bare pause. Slukker deres digitale kontaktlinse og bruger tiden på at klatre på bergsimulatoren eller slappe af i neuroopbygningsmaskinen. De vil tage deres proteindrikke og holde sig opdateret med venner rundt om i verden. De vil få venlige påmindelser fra deres skærme og earplugs om, at de måske lige skulle slappe lidt af, da deres kortisolniveau er lidt for højt. Underviseren vil (måske) gå rundt og opmuntre. Måske vil eleverne klare det hele alene som på den nyligt åbnede Ecole 42. Mindst en gang om dagen mødes de i plenum – i varianter af den samme skoleuniform – og bliver påmindet om at gøre deres bedste for dem selv, for hinanden, og for jorden. Derefter vil der være en TED-agtig præsentation, hvor elever på skift vil vise hvad de har skabt.

Teknologien kan gøre os bedre
Jeg er begejstret for teknologien. Jeg er sikker på, at der er meget at hente ved personificerede undervisningsteknologi, augmented reality, onlinebaseret spil, MOOC’s etc. Fremtiden kan blive fantastisk, og teknologien vil ændre undervisningen. Men lige står vi kun og kigger ind ad vinduerne på fremtidens skole. Vi skal ikke tro, at fremtiden er nu. Vi skal ikke tro, at vi er fremtidssikre, blot ved at benytte flere ipads i timerne.

Tilstedeværelsen af teknologien i dag har mere karakter af, at vi lader folk forsvinde i statusopdateringer, eller at man giver eleverne en ipad, uden at det giver bedre undervisning. Man skal følge med udviklingen, så længe man husker hvad der er vigtigt. Det vigtige er udvikling, anerkendelse og sammenhold. Altid. Teknologi er altid et middel, aldrig et mål. Hver gang vi indoptager ny teknologi – og det skal vi ikke være nervøse for at gøre – skal vi altid tænke, om det hjælper eleverne rigtigt på vej. Blot fordi en teknologi er der, betyder det ikke, at den skal bruges (og slet ikke hele tiden). Der er ikke noget der hedder digital dannelse. Der er noget der hedder dannelse: At man skal opføre sig ordentligt, søge viden og have respekt for fællesskabet. Det er det, vi lærere skal hjælpe på vej.

Vi skal aktivt skabe sammenhold
Hvis fremtidens teknologibårne utopi ikke skal udvikle sig til ulighedens dystopi, skal uddannelsesinstitutioner og undervisere til stadighed opdyrke dyder mere end målbare kompetencer.

Man skal altså ikke hoppe med på bølgen der siger, at så skal eleverne bare have lov til at bruge skærm hele tiden, eller at al undervisning skal opdeles i små korte bider a la Facebook. Mennesker kan ikke multitaske, og meget ny teknologi er bevidst designet til at fjerne fokus fra enkelte ting. Derfor skal vi som undervisere og skoler som institutioner være en sikker havn for unge, der bliver kastet rundt i et ocean af frie valg og uendelige muligheder for at klikke og blive hurtigt underholdt. Skoler skal lære elever det, de ikke selv kan, og guide dem på vej til nye erkendelser. Det skal gøres med forståelse for samtiden og en vision for fremtiden.

Det moralske imperativ for fremtidens undervisning er at skabe elever, der kan koncentrere sig, læse længere tekster, analysere selv og være samarbejdende og sociale i det fysiske rum. Her skal man ofte slukke al teknologi, lade underviser være ekspert og give eleverne rum til at undervise hinanden.