Hi.

Welcome to my blog. I document my adventures in travel, style, and food. Hope you have a nice stay!

Variér din undervisning med faglige spil og lege

Variér din undervisning med faglige spil og lege

Leg og læring hænger ofte sammen. Legen er af afgørende betydning for vores indlæringsevne og forbedrer samarbejdet mellem de to hjernehalvdele. Faglige spil og lege er en glimrende variationsmulighed i den daglige undervisning, som gerne må have et konkurrenceelement og kilde lidt i maven. Herunder en liste over spil og lege som jeg benytter mig af i min undervisning.

 

Begrebskort

Begrebskort med f.eks. 20 kort: 10 begreber og 10 tilhørende definitioner. Opgaven er (ligesom i Memory) at parre begrebet med den rigtige definition. Begrebskort har et utal af kombinationsmuligheder og er specielt gode til at øve de nederste taksonomiske niveauer: redegør, påvis, sammenlign mv. Bliv inspireret af spillet "kort om samfundsfag" som jeg har udviklet i samarbejde med min kollega Søren Lindgreen. Køb f.eks. didaktikkortene/opgavekortene med 60 forskellige opgaver, som kan bruges i alle fag. Se spillet i linket her og læs indlægget om begrebskort.

 

Tipskupon

Tips en 13'er f.eks.: ”Sæt kryds ud for det rigtige: Folketinget består af a/175 medlemmer, b/177 eller c/ 179 medlemmer” eller ”Alf Ross er fortaler for a/deltagelsesdemokrati, b/konkurrencedemokrati eller c/millimeterdemokrati”. En tipskupon er god at starte eller slutte en time med. Her får du et fingerpeg om, hvilke fakta, navne og begreber de fleste har fint styr på, og hvilke de blander sammen. Svarer alle forkert på et bestemt kernebegreb eller en teoretiker, ved du hvad du skal bruge ekstra tid på at forklare! Tipskuponen kan laves som en tre-trins-raket: 1/Først skal man individuelt – uden at snakke med sidemanden eller kigge i litteraturen - lave tipskuponen. 2/Dernæst vender man sig mod sidemanden og bliver enige om de 13 rigtige. 3/Til sidst og hvis man stadig er i tvivl om de 13 rigtige, kan man kigge i bogen/litteraturen. Se eksempel på tipskupon (klik her).

 

Jeopardy

Jeopardy egner sig godt til at slutte et forløb af med, brug f.eks www.jeopardylabs.com. Husk at lave lukkede svar med kun én svarmulighed. F.eks. ”Grundlæggeren af psykoanalysen, født 6. maj 1856 i Freiberg i Tjekkiet”. Her er kun et rigtigt svar: ”Hvem var Sigmund Freud?”. Se et konkret eksempel (klik her).

 

Tegn og gæt

Brug f.eks. denne opskrift: Udvælg 20-30 teoretikere, begreber eller ord som kan tegnes! Skriv dem ned på nogle kort som lægges i en bunke. Del klassen op i to grupper. Hver gruppe vælger en tegner, de andre gætter. En gruppe starter: tegneren tager et kort og forsøger (uden ord) at tegne begrebet. De andre i gruppen gætter, tegneren må kun svare "ja" eller "nej". Når begrebet er gættet, tages et nyt. Tegneren må gerne melde "pas" og tage et nyt begreb, men det giver 10 strafsekunder. Efter 2 minutter er det den anden gruppes tur. Vindergruppen er den, som har gættet flest begreber. Tegn og gæt styrker den visuelle hukommelse. 

 

Fup eller fakta

En gruppe vælger et centralt ord eller begreb og laver én rigtig (fakta) og to fup (forkerte) definitioner. En modstandergruppe skal nu gætte: hvad er fup og hvad er fakta?

 

Rollespil

Egner sig godt til en pro et contra diskussion. F.eks. to grupper repræsenterende henholdsvis Liberal Alliance og Enhedslisten skal diskutere fordele og ulemper ved brugerbetaling.

 

Quiz

Gode digitale quizværktøjer er www.getkahoot.com. eller www.Quizlet.com. Bliv også inspireret af denne fine oversigt over digitale IT-værktøjer af Nicolas Marinos (se oversigten her).

 

Tips fra mine læsere

Jeg har fået disse tips fra en god kollega: krydsord (f.eks. i sprogfag og kemi) og puslespil (f.eks. til matematik): Crossword Puzzle Maker (klik her) og Tarsia (klik her).

 

Hvilken leg vil du prøve af i din næste undervisning? Del meget gerne dine egne erfaringer eller ideer i kommentarfeltet herunder.

”Stjæl nu, og del senere”

”Stjæl nu, og del senere”

Spørgeteknik – vejen til øget elevaktivitet

Spørgeteknik – vejen til øget elevaktivitet